Adana (Tyrkiet)

Som sagt så kørte vi fra Aqaba i går den 2/10 mod Damaskus i syrien. Turen og ikke minds det definitive afslag fra de Ægyptiske myndigheder har tæret hårdt på ikke minds mit mentale overskud og nu gælder det bare om at komme hjem. Lasse og jeg har aftalt at han flyver hjem når vi når til Ankara. Ligeledes har jeg aftalt med min søster at hun kommer til Ankara og køre resten af vejen hjem med mig. Lasse har været en stor støtte på turen men han har også brug for sin familie så denne løsning er bedst for alle parter. Jeg kunne have valgt at opmagasinere bilen et sted og så være fløjet hjem, men jeg ved med mig selv at jeg først bliver færdig med turen når bilen også er hjemme og så kan det lige så godt være nu. Nu er det jo ikke bar nedtur. I går aftes var vi nået til Damaskus hvor vi fandt et hotel lidt sent. Vi spurgte en på gaden hvor vi kunne få både mad og øl. Enten griner han endnu eller også har han misforstået forholdet mellem mig og Lasse. Han henviste til et spisested på første sal i en bygning på den anden side af gaden. Indenfor blev vi ført til et rum hvor der var en gennemtrængende sødlig lugt fra de mange vandpiper der var gang i. Vi fandt hurtigt et ord og ved siden af os sad et par unge "tøsedrenge" i bedste Boy George stil. Vi morede os lidt og Lasse mente at det måtte være en Bøssebar vi var kommet på. Ah den tossede jyde. I den arabiske verden er det ikke ok, selv om det selvfølgelig eksistere der også. Og at der ligefrem skulle være en bar midt i byen hvor homosexuelle kunne mødes troede jeg ikke på. Det sker ofte, at der udelukkende sidder mænd på spisestederne grundet det forhold mændene har til kvinderne i de lande. Vi fandt i øvrigt ud af hvorfor kvinderne går med Burka. Det er en praktisk klædningsdragt når man skal sidde bag på ladet af lasbilen sammen med tomater, får og høns. Tilbage til spisestedet/baren. Vi fik bestilt noget mad og nogle øl. Der var stadig gang i vandpiperne og der var en livlig trafik frem og tilbage fra baren med glødende trækul til piperne (Tobakken er fugtig og kan derfor ikke holdes igang, hvorfor man lægger et stykke trækul ovenpå) og øl tl os. På et tidspunkt skulle Lasse i hæveautomaten nede på gaden og så kom der gang i bordene rundt om mig. mange skjulte blikke og blink med øjenene. Lige meget hvor jeg så hen blev mit blik mødt. Lasse for helv..... du havde ret, var min første replik dan han kom tilbage. Ved et andet bord ved siden af os sad en ældre europæisk udseende man og en ung Syrisk mand. Vi faldt i snak. Nu måtte vi have rede på hvad der foregik, og jo det var et sted hvor de homosexuelle kunne mødes... Vi havde en meget hyggelig aften med de to på baren og da vi gik skulle de da lige med og se bilen.. Mægtigt sjovt. Bilen vækker opsigt alle steder. I morges da vi kom ned på gaden stod der 4-5 betjente omkring bilen. Satans tænkte jeg, har jeg nu parkeret forkert, det var blevet mørkt før vi var fremme og smed bare bilen foran hotellet. Noget galt? nej nej. Vi kikker bare. Det lykkedes også at finde et vejkort over syrien medens Lasse forsøgte at komme sig oven på gårdsdagens øl. Nu behøvede vi ikke køre forkert igen. Til min store forundring er syrien større på deres kort en på kort over Tyrkiet. Der er åbentbart et stykke land mod middelhavet som de ikke helt er enige om hvem tilhøre. Pt er det nu tyrkisk. Her til aften er vi så kommet til Adana, som ligger i Tyrkiet ca. 200 km fra den Syriske grænse.

Aqaba 01/10 2009

Så er vi tilbage i Jordan. Efter at have sovet i et strandhus. En lille hytte med en dobbeltseng og to uldne tæpper i 30 graders varme. stod vi op omkring kl 7. Vi havde aftalt at der skulle komme en og hente os igen kl ca. 8 så vi kunne nå at købe billetter til færgen og få bilen ud fra tolden inden færgen afgik kl 15. Det kan virke som lang tid men jeg forsikre at det ikke var et minut forsent. Først stod jeg i kø i ca. 1.5 time hvor efter vi ventede i 3.5 time på at få udleveret billetterne. Nu var klokken så 1 og vi kunne gå i gang med bilen. Vi mødte samme betjent fra turist politiet som vi snakkede med i går, og vi fik besked på at gå over til bilen og så ville han komme. Efter at have ventet i ca. en halv time gik Lasse over for at se hvor han blev af. Kort efter kom han løbende tilbage og skulle hente et stykke papir. Lidt senere måtte han ringe efter mig fordi alt papir arbejdet skulle foregå i den anden ende af havneområdet. Og vores "gode" betjent var som sunket i jorden. Efter møje og besvær og en stor indsats fra Lasse kom vi igennem hele cirkuset og fik besked på at alt var "Finish" så gjaldt det færgen. Der var nu kun 10 min til afgang. Ved færgen viste det sig så at der manglede et stempel, men det kunne jeg få hos manden i skuret derover. Jeg kørte raskt derover og fik stemplet. Tilbage igen og så manglede der et stykke papir. Jeg forstod ikke hvilket og slet ikke at jeg skulle lede selv om ordret er det samme på swahili. Efter et stykke tid blev en eller anden kaldt op via walkie talkie og jeg fik lov at køre frem til rampen hvor der stod to mænd der ikke kunne blive enige om hvorvidt jeg måtte køre ombord eller ej. Efter endnu en gang at have vist mit pas kom jeg ombord. Da vi landede i Jordan tog alt arbejdet med told, imigration, forsikring og kørselstilladelse ca. en halv time og blev afsluttet med et Welcome to Jordan..
Vi har besluttet at vi køre nord på i morgen og forsøger at nå Damaskus i syrien. Derfra køre vi til Tyrkiet på lørdag og Ankara på Søndag. Jeg har aftalt med Lasse at han tager flyveren hjem fra Ankara.
Jeg havde håbet at en meget god  ven af mig ville flyve dertil for at følges med mig i stedet for Lasse, men det kan desværre ikke lade sig gøre, så hvis en anden skulle have lyst så sig til på mail@kbh-kili.dk Jeg satser på at køre fra Ankara den 6 om morgenen så man skal eventuelt kunne komme til Ankara den 4 eller 5 Oktober. Hvilken vej vi eventuelt tager ligger ikke fast så der er mulighed for at komme med ønsker, men det skal helst ikke tage mere end en ca uge.
Jeg har i øvrigt lige fået mail fra den danske ambassade i Ethiopien som også dækker Sudan og de fraråder danskere pt. at køre i bil i de to lande, så måske var det held i uheld at vi ikke kunne komme igennem Ægypten. I altfald har vi haft en fed tur til Jordan, med mange dejlige oplevelser og hvor vi har mødt mange skønne menesker. Det kan ingen tage fra os, og det kan anbefales.

Nuwieba 30/09-2009

I dag skulle være dagen hvor vi forlod Jordan for at tage med båd til Ægypten. Færgen skulle afgå kl. 12 og billetsalget startede kl. 10. For at være sikre på at komme med var vi i havnen allerede kl. 9 og godt det samme. Billetsalget var åbent og vi fik bestilt vores billeter, og blev mødt med spørgsmålet om vi havde et "trip ticket" hvilket er det samme som et "carnet de passage" nej det havde vi ikke, vi skulle jo kun transitte og videre til Sudan. Der blev snakket en del arabisk og jeg blev kaldt ind til en chef der på fint engelsk forklarede at reglerne i Ægypten er sådan at man ikke kan få lov til at køre der uden. Jamen vi skulle jo kun transitte. Jeg blev ført videre til et baglokale hvor en anden chef ringede til Ægypten for at spørge vedr. transit. Jeg forstår ikke arabisk men ordret lasima eller lasim som det blev udtalt betyder helt bestemt eller definitivt på svahili og det samme på arabisk. Altså ingen mulighed uden. Bilen var nu i teorien ude af Jordan ved det at kørselstilladelsen var stemplet ved indkørslen til havnen. Jeg blev henvist til toldkontoret i underetagen, de kunne nok rette dette. Der blev jeg spurgt om hvorfor det skulle rettes og jeg forklarede. Nåe så skal du bare snakke med det saudiske kontor på første sal. Tilbage på første sal fandt vi kontoret selv om det vi var Kuwaitisk. Kontoret var lukket men en ringede og kunne efterfølgende fortælle at der ville komme en om 5 min. Vi ventede og han kom. En anden mand, en Jordaner, skulle som os også have et carnet. Jeg snakkede lidt med ham og han hjalp os igennem junglen af spørgsmål og svar på flere forskellige kontorer. Enden blev dog at vi ikke fik et carnet idet der skulle deponeres 5000 us$. som kunne få tilbage når bilen igen var i Jordan.... Ok den gik ikke. så gik fyren fra før med over til billetlugen og forklarede at vi kun skulle transitte og de gik så med til at lave billeterne. Men sig ikke vi ikke var advaret men det var changen værd. Endelig kom vi ombord og efter yderligere godt en times venten lagde vi fra og sejlede mod Nuwieba. Ved ankomsten til havnen blev alle biler ført til et toldområde hvor de skulle kontrolleres. Igen kom spørgsmålet vedr, carnet'et. No carnet only transit svarede jeg hvergang. Tilsidst kom Lasse med en betjent fra turistpolitiet (et sådan har de i både Jordan og Ægypten til at hjælpe turisterne) Også han fik svaret med det manglende carnet. Så har du store problemer, men jeg vil forsøge at hjælpe dig. Efter mange telefonopkald kom svaret. Vi kan lave et carnet for Ægypten til 5000 us$ men du kan ikke få dine penge igen ved grænsen til Sudan fordi der ikke er noget kontor der. Alternativt skal i lægge ruten om og køre via Libyen uden om Ægypten for ved den grænse har vi kontor. I kan tænke over det og give mig besked. Efter nogen tid kom han tilbage og vores valg var taget. Vi kommer ikke længere. Selv om vi betalte de 5000 så ville vi højst sansynligt blive mødt med samme krav ved grænsen til Sudan. Hvor kan vi købe en billet tilbage til Jordan? Det kan i uden for området men bilen bliver her. De åbner først kl. 20 og færgen sejler kl 24. Vi gik ud af havneområdet og fandt billetkontoret. De åbner først kl. 20 fik vi igen fortalt. og vi kig lidt rundt og fandt et sted hvor vi kunne sidde og få en vand. Det var en svær beslutning at skulle ringe hjem og berette om, men på et eller andet plan var det nødvendigt at sætte andre ind i vores bryderier. Der var da også straks flot respons. Hvis det kun er de 5000 så kan de findes. Flot tak. Men det kan være 5000 de næste 4 grænser og så er det slet ikke sjovt. Vi har kørt over 6000 km. og det har været en fantastisk tur. Bilen har ikke gjort knuder af betydning og jeg er ikke i tvivl om at den havde klaret turen. Desværre opdagede jeg først alt for sent at der var noget der hed et carnet de passage og desværre ville de organisationer i Danmark, som havde mulighed for at hjælpe, ikke dette i de sidste dage før afrejse. Den færge der skulle sejle kl 24 var fuld men fra kl 8 i morgen tidlig kan vi købe billet til hurtigfærgen kl 14. Så er vi tilbage i Aqabq omkring kl. 17. Hvad vi så gør ved vi ikke endnu, men Lasses søster forsøger at tagen kontakt til nogen der ved noget om shippeng. 

Aqaba 29/09 2009

Før vi forlod Madaba skildte vi tankvælgeren fuldkommen og kunne konstatere at der sad paktape i forbindelsen til den store tank. Vi ville dog være sikre på at vi i det mindste havde volumen fra den store tank til rådighed så vi byttede om på tilslutningsslangerne. Just in case. og godt det samme. Den kunne stadig kun køre på en tank nu bare den store. Det bliver nok ved det. Den lille bliver fyldt, og hvis det så viser sig nødvendigt kan vi koble om manuelt og komme yderligere 300 km. Fra Madaba kørte vi til Petra, en tur på 2 timer. På et tidspunkt kørte vi i stiv modvind, der var så kraftig at vi kun kunne køre i 3die gear. Ved Petra fandt vi en betalingsparkering hvor vi kunne parkere bilen og efterlade alt vores grej. Jeg havde jo heldigvis købt en rygsæk i Tyrkiet og den kom i brug til hvad vi skulle have med. Selve til Petra og Wadi Mussa kløften til den forsvundne by er en gå tur på en del kilometer. Men det er det hel værd. Når først man er der forstår man hvorfor der sælges fleredags billeter. Vi brugte 5 timer og kunne sagtens have brugt det dobbelte. I de fem timer så vi kun på tingene uden at kunne nå at gå i dybden. Jordan er klart et sted jeg kunne tænke mig at komme igen. Kl. var nu 18, det var ved at blive mørkt, og vi havde stadig et par timers kørsel foran os før vi var i Aqaba. Nu kom de ekstra lygter som jeg havde monteret til sin ret, for der er ikke megen gadebelysning på de snoede bjergveje som vi skulle køre de første 50 km af. Heldigvis havde de fra hotellet i Madaba sørget for os ved at bestille et værelse på et ikke for dyrt hotel i Aqaba centrum så vi behøvede ikke bekymre os om at skulle finde et ledigt hotel så sent. Vi fandt hurtigt det omtalte hotel. Den unge fyr Mohamad som hjalp os med tønderne fortalte, da han hørte vi var fra Danmark, at Jon Dahl havde boet på dette hotel? Efter vi var installeret og Muhamad havde fået tænt for airconen begav vi os med på gaden for at finde et spisested. Rent faktisk bare lige ved siden af hotellet. I dette område ligger hotellerne tæt og 50 m fra hvor vi sad lå et hver der var blev spillet musik. Efter et stykke tid var der også et kvindemenneske som begyndte at synge. Synge er måske så meget sagt for hun sang pive falsk. Det var frygteligt. Vi blev hurtigt færdige med maden og vendte tilbage til værelset. Der var stadig meget varmt og kun lidt hjalp det at vi sænkede temperaturen til bare 20 grader. Natten igennem svedte vi tran og det var næsten en befrielse i morges da jeg opdagede at der kun var koldt vand i hanerne. Efter morgenmaden undersøgte jeg airconen nærmere og opdagede at den var sat til at varme istedet for at køle... Så selv om vi havde sænket temperaturen kunne den jo ikke komme under den i forevejen høje temperatur der var i rummet. ja, ja vi fik da svedt. Efter forgæves at have forsøgt at booke en plads på færgen til Ægypten i morgen, hyrede vi en taxa, som kørte os ud til færgeterminalen. Efter lidt søgen fandt vi billetsalget og her viste det sig at at man ikke kunne booke eller købe før afgang. Vi skulle bare komme i morgen kl 10. så kunne vi købe billet til afgangen kl 12. Efter at have forhørt sig hos manageren var det ret sikker at der kom biler med i morgen. Vi tager derud før 10. Vi vil være forrest i køen. Den tyske 2cv fyr fra Amman havde skrevet tilbage og oplyst at Lasse både kan få Visa til Ægypten på deres konsulat her i Aqaba samt ved grænsen i Ægypten. I sidste tilfælde tager det en times tid. Lasse valgte sidste løsning da jeg afligevel skal bruge tid på bilpapirerne, og han hellere ville bruge dagen i dag til at snokletur i et korelrev. En tur, der bestilles gennem hotellet. Inden dette var vi en tur i byen, hvor vi fik lavet nogle ekstra pasfotos til visaansøgningerne i Cairo til Sudan og Ethiopien. Ligeledes fik Lasse købt et engangs undervandskamera til hans tur.
Jordan er så i øvrigt land nr. 9 vi har besøgt og vi nærmer os 6000 km. Efterfølgende kommer nu de 4 store og barske lande Ægypten, Sudan, Ethiopien og Kenya før vi når Tanzania som det 14 og sidste.

Madaba 27/09 2009

Nu går det jo ikke altid som man planlægger det. Vi skulle have været til Petra og Aqaba i dag. Da jeg så i morges kikkede på mailsene der var kommet til hjemmesiden var der en fra en tysk 2cv freak fra Amman der gerne ville mødes med os. Jeg svarede at hvis han svarede hurtigt og ville komme til Madaba i dag ville vi vente en dag. Han svarede ikke men vi havde vænnet os til tanken og dette dejlige hotel "Rumman Hotel" så vi besluttede at vi ville blive og forst prøve at løse vores benzin problem og hvad der ellers trængte, og så tage til det døde hav og moses bjerget (Mount Nebo) som ligger lige uden for byen. Efter at have skilt hvad vi kunne i benzinforbindelsen fra den store tank, og renset og blæst alt hvad vi kunne blev vi enige om at nu måtte det virke. Der er fin forbindelse mellem tank og pumpe, og pumpen virker fint når det er den anden tank vi kører på. Så var det vi opdagede at der var gået hul på en af gummimancheterne, som sidder på trækakslen. Dette var noget nær det eneste, der ikke måtte ske. Hvis der kommer støv, grus og vand ind i kadanledet er der færdigt i løbet af kort tid. Når det nu skulle være var det heldivis den inde ved gearkassen og ikke ved hjulet, der er meget mere udsat. Det viste sig at være spændebåndet som holder manchetten der havde "skåret" hullet. Det blev afmonteret og der blev lagt flere lag gaffa tape rundt om inden den blev sat fast igen, men denne gang med strips. Vi afmonterede også spændebåndet på den anden side og monterede strips i stedet. Efter en tur på ca. 25 km kikkede jeg til det og det var stadigt tæt. Vi håber det holder, om vi så må skifte gaffa en gang i mellem er til at overkomme. Måske kan jeg udtænke en plan med et skive af en motorcykkelslange der kan krænges ud over. mmmm. Nå men tankproblemet blev ikke løst og i morgen laver vi en fast forbindelse til tanken så vi i det mindste kan køre på den store, og så have den lille i reserve.
Efter at vi have tømt bilen for udstyr i forbindelse med reperationen, og havde fået lov til at stille dette i receptionen, kørte vi nu med tom vogn til Mount Nebo og det døde hav. Det var helt underligt at køre i vognen uden bagagen. Sikken et optræk. Det var nu meget godt, for det døde hav ligger på verdens laveste sted og det gør mount Nebo selvsagt ikke, men vejen går forbi toppen. Dette betød rigtig meget stejl nedkørsel på vejen ud og rigtig stejl opkørsel på vejen hjem. 1st og 2nd gear blev godt brugt. Motorolien nåede en temp. på knapt 95gr. hvilket dog ikke er slemt i betragtning af belastningen. Nomalt ligger den på 70-80gr. Fra mosesbjerget kan man på en god dag se alle de hellige byer i området og selv i dag var der en fantastisk udsigt. Det døde hav var også en oplevelse. Lassse ville i vandet og kom det. Efter sigende en speciel oplevelse, at opleve sig selv som en prop i vandet. Mudert fra søen skal være godt for huden og Lasse måtte ligeledes prøve dette. Han erfarede dog at det ikke er godt for øjenene. Den megen salt svier og han kom hurtigt op. Da vi kørte langs det døde hav, der på alle måder var dødt idet der ingen folk var, så vi et par der gik på en parkeringsplads. Vi snurrede ind og fandt ud af at de var Hollændere. Vi blev budt på kaffe og de fortalte at alle folk var på en betalingsstrand 1½ km længere fremme for der var det meget bedre at bade. Det var så der vi også kørte hen og betalte de ca. 50 kr det kostede pr. person, men så var der livreder og bruser med ferskt vand til efterfølgende afvaskning. Her til aften var vi så i byen og spise og der var levende musik. Restaurenten er udendørs i to plan og musikken spillede for et selskab i stueplan. Pludselig blev gesterne grebet af musikken og folk forlod deres mad for at begive sig ud i dansen. Dette fik flere gæster til at gøre det samme og snart stod det meste af restaurentens gæster enten og dansede eller klappede i takt. Fed oplevelse.
I morgen tager vi så afsted mod Petra og Aqaba. Vores vært kender et hotel i Aqaba til en fornuftig penge og vil ringe i morgen tidlig for at sikre at der er et værelse til os hvis vi kommer lidt sent. At besøge Petra, siger han, tager mindst 4-5 timer og der skal også køres små 300 km før vi når Aqaba. Vi må afsted fra morgenstunden, så uret er stillet til tidligt.  Hvis nogen skulle komme forbi Madaba kan vi på det varmeste anbefale dette hotel. Og Madaba er et rigtigt godt udgangspunkt for at se de seværdigheder der er i Jordan.

Madaba (Jordan) 26/09 2009

Fra morgenstunden var vi nede på kontoret på underetagen for at høre om jeg kunne få et Carnet de Passage til bilen. Nej desværre. Vi udsteder kun til Syriske biler og i øvrigt kan du bare købe en tilladelse ved grænsen lige som da du kom ind i Syrien. Ok det var ikke skæbnen eller også var det det, men det vil tiden vise. Lasse og jeg var en tur rundt i byen for at købe nogle dollars. Det lykkedes også ved at Lasse først hævede nogle Syriske penge i automaten og siden vekslede dem til dollars i banken.. Som tidligere nævnt havde vi ikke noget vejkort over Syrien. Da vi forlod Damaskus i morges gjorde vi derfor et stort nummer ud af at spørge om vej flere gange og hver gang fik vi af vide at vi kørte i den rigtige retning. Så skulle det jo være godt. Efter godt 50 km spurgte vi på en politistation og fik så af vide at det ikke var vejen men at man godt kunne køre den vej. Lasse havde downloaded et lille kort fra Google og på det kunne vi godt se den vej vi kunne køre så vi fortsatte yderligere 30 km hvorefter vi kom til den by der var vist på kortet. Vi spurgte igen en betjent der vise os vejen videre og skrev samtidig en seddel på arabisk om hvor vi skulle hend. Vi fulgte hans råd og passedere kort efter en UN post. Der var dog ingen der stoppede os så vi fortsatte. Vi var jo nok klar over, at vi var lidt for tæt på Isreal, men vejen førte os jo væk så det gik jo nok. Efter at have kørt lidt rundt uden egentlig at vide præcist hvor vi var spurgte vi nogle folk i vejkanten. Ikke at de kunne engelsk men sedlen fra politimanden fik straks ham til at pege i den retning vi var på vej og så forklare at når vi kom til politistationen skulle vi mod venstre. Vi fortsatte som forklaret og efter yderligere 5 km kom vi rigtig nok til et politi checkpoint hvor vi straks blev bedt om vores pas? Man diskutere ikke med bevæbnede folk så han fik passene og snakken gik. Vi forsøgte at forklare at vi kom fra Damaskus men det var lidt svært at forklare idet vi pt. ville af vejen tilbage dertil. Sedlen fra betjenten hjalp lidt og da der kom en ældre mand forbi der kunne lidt engelsk, lykkedes det at forklare at vi kom fra Damaskus og var på vej til Jordan, men at vi var kørt forkert. Der blev ringet i telefon flere gange og pludselig tog ham med vores pas sin motorcykkel og bad os følge efter. Hvad nu. Skulle vi bures inde, afhøres eller stå ret for nogle UN folk. Havde vi været i Jordan eller værre endnu i Isreal uden at vide det? Ja vi nåede alle senarier igennem før vi ca. 20 km længere fremme stoppede i en rundkørsel og fik vores pas udleveret fra en nu smilende mand der fortalte, at vi bare skulle følge vejen til højre så kom vi til Jordan...
Ved grænsen var det så spændende hvor lang tid det ville tage og hvad de ville sige til at vi ikke havde et Carnet. Først til den Syriske grænse. Glædeligt. Kun glade smil og må vi godt tage billeder af bilen. Tillige en meget hurtig paskontrol samt kontrol af bilpapirerne. Tak for besøget og velkommen igen. Så videre til Jordans grænse. Velkommen til Jordan og sikke en fin bil Hvad har i med i bagagen. Jo vores tøj samt køkkengrej og værktøj og reservedele. Det må i hellere pakke ud så jeg kan se det. Fint nok, vi skulle afligevel have Malaria pillerne frem og de lå i køkkenkassen. Inden vi nåede så langt var han dog blevet træt af os og bad os pakke sammen igen. Videre til forsikring, told og paskontrol. Jeg startede ved forsikringen for der var færrest menesker. en uges forsikring ok. beløbet kan du se på skærmen der. Jeg kikkede og så et tal på 468. "Ok kan jeg betale i dollars eller Euro?" "Nej, men du kan veksle i banken lige overfor." Jeg gik i banken og opdagede at kursen på Euro og Jordanske Dinarer er tæt på 1-1. Tak spids det var noget af en dyr forsikring. Mig tilbage til forsikringsmanden med mine nyerhvervede Dinarer. "Det var godt nok en dyr forsikring for kun en uge" " Nej da? kun 20 dinarer" "Jammen der står 468 på skærmen?" "Nå det tal der er bare et nr.... der nede i hjørnet står beløbet. Det må du undskylde" Ok jeg fik forsikringen og gik videre til tolden for at ordre bilpapirerne. Har du et carnet. Nej. Ok. og kort tid efter og 20 dinarer fattigere havde jeg en køretilladelse til 7 dage. Så var der bare paskontrollen tilbage, men jeg havde fået visa inden afrejse fra dk så det tog kun den tid det tager at sætte et stempel i passet. Nå jo så var jeg også lige tilbage i banken og veksle nogle af de Dinarerne, jeg havde købt for Euro, om til dollars. Dem manglede jeg, ikke mindst fordi vi har måtte betale i dollars både ved grænsen og på første hotel. En lidt dyr måde at skaffe dem på men den eneste her omkring. Hele grænsepassagen tog kun knapt 2 timer mod de godt 3 på vej til Syrien.
Vi havde aftalt kun at køre til lige syd for Amman i dag og sådan blev det. I morgen tager vi til Petras og derfra til Aqaba hvorfra vi skal sejle til Ægypten.