Damaskus (Syrien) 25/09 2009

Ja tingene går ikke altid som man planlægger dem. I dag skulle vi køre til Jordan men overså en afkørsel og kørte 100 km i den forkerte retning før vi så middelhavet og indså fejlen. Der var ikke andet og gøre end at trække på smilebåndet og se at få vendt bilen. Så var det bare at køre 100 km tilbage og finde afkørslen. Denne udflugt tog ca. 3 timer og gjorde at vi ikke kunne nå grænsen i dag. Vi havde ellers været rundt for at finde et vejkort over syrien før vi kørte fra Homs i formiddags. Hvad vi ikke havde været opmærksom på var at det var fredag, hvilket er helligdag i den muslimske verden, og butikkerne derfor var lukkede. Nogle lukkede op kl. 12 men ikke hvor vi kunne købe et kort. Lasse fik dog købt sig et par nye dansesko, så nu mangler vi bare at finde en dansepartner til ham. Nååe nej, det har han jo. Da vi derfor ikke havde et kort, med nogle bynavne vi kunne køre efter, havde vi kun Damaskus og så kan man godt komme galt afsted. Damaskus er en meget stor by men det afholder os ikke fra at køre ind i centrum for at finde et hotel. Folk kører ikke efter samme regler som hjemme, men tager nu aligevel hensyn. Faktisk har vi kun set en ulykke på turen, og det var en eneulykke hvor en var kørt af vejen. Da vi nåede centrum stansede jeg bilen i en højresvingsbane og satte katastrofeblinket til. Sådan gør alle andre og det virker. Ingen tager anstød af det selv om det tog Lasse rundt regnet en halv time, at finde et hotel. Der kommer mange syrier forbi og vil tage billeder af bilen, også når vi køre på vejen, køre de op på siden af os og tager billeder, lige som der bliver dyttet og vinket hele tiden. Vi fandt hotellet igen, nu med bilen, og kunne parkere lige neden for det værelse vi fik. Godt nok på 4 sal men vi har talt med dørmanden til den natklub der ligger lige ved siden af og som har åbent til i morgen tidlig. Der er i øvrigt stiptease på programmet i aften, men vi bliver under dynen.. Måske var det skæbnen der gjorde, at vi kørte forkert og endte med kun, at nå til Damaskus. Da vi kom til hotellet, og skulle med elevatoren op, var der ikke plads til både picolo, bagagen og os to, så jeg tog trappen. I øvrigt godt når man har siddet stille så længe i bilen. På vej op ser jeg på tredie sal at det netop er der det "Syriske FDM" holder til. Jeg har jo stadigt et udestående omkring et "Carnet de Passage" til bilen, og tænk nu hvis jeg kunne købet et sådan her, en etage under hvor vi sover i nat. Det må være skæbnen. Jeg spurgte i receptionen om de viste hvorvit de havde åbent i morgen, men han svarede noget nølende så jeg er ikke sikker på han forstod hvad jeg mente. Jeg prøver i morgen. måske er der en der kan ringes efter.. Vi vil også prøve at nå i banken i morgen for at købe nogle US$, der ud over lokal mønt er eneste gangbare. Vi skal med færgen fra Jordan til Ægypten en af de nærmeste dage og der skal også betales med dollas. Vores generelle indtryk af syrien er meget bedre i dag, nu hvor vi har været rundt i de lyse timer. Folk er meget imødekommende og interesserede. Vi havde lidt sjov med rengøringen på hotellet i morges og hun ville selvfølgelig, som alle andre, vide hvor vi kom fra. Denmark! I don't love denmark... Så hellere amerika. Tænk at det er kommet så vidt at usa er mere eftertragtet en danmark i mellemøsten! Jeg vil dog indskyde at vi på intet tidspunkt har mødt modvilje grundet det faktum at vi kommer fra Danmark. At gøre rejsen i en 2cv gør absolut også en forskel, ikke kun at vi må følges med lastbilerne op af bakke, men folk kan se bedriften i turen og påskønner det.

Homs (Syrien) 24/09 2009

Så lykkedes det at komme til Syrien. Jeg er ked af at sige det men efter 3 timer i grænsen hvor der overhoved ikke er noget system der er til at overskue, er der ikke meget positivt at sige om det. Nå men vi startede i Tyrkiet i morges med en dejlig tur rundt byen for lige at se lidt til hvor vi var og så ville jeg prøve at få købt noget teflon tape til når vi skal have tankvælgeren skildt. Det lykkedes at finde noget teflon tape og vi fik samtidig også filmet og taget billeder i den ende af byen hvor de små smede firmaer og mekanikkerer findes. sikke et liv der var. Lidt i middag mødtes vi så med vores Tyrkiske venner. vi gik på kaffebar og snakkede om løst og fast. Den enes hustru viste sig at være dansk. Hun var dog ikke med på kaffebaren. Da det var ved at være tid til afgang fulgte de os til bygrænsen og vinkede favel. Inden da havde de fortalt at det var en god ide ikke at have elektronisk udstyr i kuffeterne hvis de skulle åbnes. Det var bedre at have det en håndtaske, for dem gad de sjældent at kikke i. Hvis de så det kunne de evt. forlange at det skulle fortoldes. Jeg købte derfor skraks en rugsæk og puttede kamera og andet udstyr i den. Det viste sig at være et godt råd idet kun min kuffert skulle kontrolleres... Fra Antakya til grænsen er kun ca. en times kørsel. men da det tog 3 timer der var klokken pludselig 16,45 før vi var ovre på den syriske side og der var så små 200 km. til Homs. Det gjaldt altså om at få 2cv'en op på den store remskive og komme afsted. Kl. godt syv var vi endelig ved et hotel. Hoteller er rimelige svære at finde når det kun står på Arabisk, men vi fandt da endeligt et. 100$ for et dobbelt værelse med forstue. Det er næsten danske priser, men vist nok også et af de fine i byen. Middagen indtog vi på hotellets restaurent og vi kunne iøvrigt også få øl! Under middagen fik en af de andre syriske gæster stillet en bærbar pc, der ellers havde stået på baren med skærmem væk fra gæsterne, over på hans bord. Det vagte en del interesse hos de øvrige ved bordet, alle mænd, og da der pludselig kom stønne lyde fra computteren var der ingen tvivl. En god middag blev afsluttet med en pornofilm. Tilbage på værelset skulle vi så på nettet og kom det efter noget besvær. Der skal siges at det dog er et noget reduceret net. F.eks. kan man ikke komme på facebook. Oven i dette "udløb" den word vers. jeg har installeret på maskinen, der er ellers betalt for den, så dette må jeg skrive i notepad. Det første indtryk vi har fået af syrien er ikke for godt, så i morgen tager vi en tur i byen og ser os lidt omkring. Vi regner med at forlade syrien igen i morgen for at tage til Jordan. Vi har kun fået tilladelse til at have bilen i landet i 3 dage. Så vi må videre. Syrien blev i øvrigt også det første land vi var nød til at kører i efter solnedgang. Spændende, især når motorvejen går ret igennem byerne, som landevejene i danmark, uden at nogen sænker farten fra de 110 af den grund.

Antakya (Tyrkiet) 23/09 2009

For første gang på turen havde vi frosset lidt i nat. Aksaray ligger på den anatoliske slette og der kan godt være koldt om natten selv på denne tid. Vi havde aftalt at vi skulle kikke lidt på bilen her til morgen så det var med at komme op og igang. Først ville vi prøve at finde arsagen til at der ikke kunne komme benzin fra den store tank. Tankmåler og sugerør blev undersøgt for revner der kunne forårsage at der kom falsk luft ind. Intet unormalt ved disse ting. Så kom turen til slangen mellem tank og tankvælger. I forhold til en ny slange var den blevet noget tykkere så det var tydeligt at den ikke var god til de nye benzintyper. Måske var det også svulmet indvendigt hvilket kunne være årsagen til at benzinen ikke kom frem. Den blev skiftet til en anden type og så måtte vi se om det havde hjulpet. Vi ville ligeledes hæve den en smule bagtil ikke mindst fordi vi havde oplevet at den gik i bund når vejen var meget bulet. Fjederne blev strammet så bilen stod mere vandret. Styrebolte og trækstænger blev også smurt og den fik en kvart liter olie, så nu var den klar til videre færd. Efter at have været på tanken og proviantere (slik og vand) fortsatte vi vor færd. Efter få kilometer var problemet med tanken tilbage. Nu er der kun en mulighed tilbage og det er tankvælgeren. Vi må se om vi får tid til at se på den i morgen. Efter yderligere et par hundrede kilometer begyndte vi nedstigningen fra højlandet. Dette betød rigtig mange kilometre ned af bakke og lidt meget stejlt opad. Jeg måtte enkelte gange køre skiftevis i 1 og 2 gear. På vejen ned nåede vi også 4000 kørte km. Både 3- og 4000 km i det ene hjørne af samme land. Tyrkiet er stort. Endelig nåede vi til Antakya tæt på grænsen til Syrien. Som tidligere nævnt mødte vi et par tyrkere på grænsen til Bulgarien. Vi havde aftalt at hvis i nåede frem til dem skulle vi tage kontakt. Som aftalt så gjort. Vi aftalte at mødes et sted i byen og så ville de hjelpe os med at finde et hotel. Det blev til nogen kørsel rundt i byen lige i myldretiden. Da vi endelig kom frem var det midt i byen på en meget trafikeret gade. Vi skulle bare parkere foran banken for der var meget politi og overvågning i området. Bilen skulle bare flyttes inden 9.30 i morgen tidlig så vi må tidligt op. Vores nye venner siger det tage ca. 1,5 time at nå grænsen og 3 timer at få visa til Syrien ved grænsen, for de skal til en anden by for at få det ”lavet” men 5 euro kan gøre vejen til byen kortere. Nu må vi se. Jeg er klar til at vente 3 timer... I Antakya ligger i øvrigt meget gamle både kirker og mosker. Vi passerede en moske som efter signe er 1000 år gammel og ligeledes skulle en af verdens første kirker også ligge i denne by. Der er meget vi skal nå i morgen.

Aksaray (Tyrkiet) 22/09 2009

Efter en meget lang køretur på næsten 700 km nåede vi til byen Aksaray ca. 300 km syd for hovedstaden Ankara. Vi forlod Istanbul i morges ved halv elve tiden efter at vi havde fået vores vasketøj tilbage og hentet bilen på parkeringen som lå et par gader fra hotellet. Vi fik pakket bilen og ventede nu bare på at kuligen fra hollet skulle komme tilbage med min vandtætte lægtvægtspose som vasketøjet havde været i. Den havde de ikke fået med tilabge med tøjet. Som altid vækker bilen opmærksomhed hvor end den bliver parkeret. I dag var det naboen til hotellet, en ældre mand der fra sin biks solgte frokostpizzaer. Vi snakkede lidt sammen om bilen og ruten som jeg viste ham på det laminerede kort som vi har i bilen. Ikke at vi talte samme sprog med vi forstod dog hinanden. Han fik et af vore billeder og var meget taknemlig. Så kom posen og vi kunne sige farvel og komme afsted. Turen ud genem byen kunne være lidt af en prøvelse havde vi fået fortalt men denne morgen var der kun ganske få biler på vejene. Måske fordi det var den sidste helligdag og folk har sovet længe? Problemet med den store tank er kun blevet værre. Vi kan nu slet ikke køre på den. Den er fuld af benzin med det kommer ikke til kaburatoren. Vi må kikke på det i morgen. I dag betød det at vi har måtte tanke for hver 300 km og ved sidste optankning fyldte jeg også reservedunken. Jeg viste jo ikke helt hvordan det var med tanke når vi forlod motorvejen efter Ankara. Benzin ser nu ikke ud til at være et problem i Tyrkiet. Der er tankstationer alle vegne. Efter at have kørt over den Antoliske højslette er vi nu på vej ned mod kysten i syd. På vejen kom vi forbi en stor delvist udtørret saltsø. Jeg må prøve at finde noget lektyre om den og området på et tidspunkt. Omkring kl 19 nåede vi Aksaray og begyndte så at lede efter et hotel. I begyndelsen af byen var der flere skilte med hoteller med hotellerne fandt vi ikke. Efter at have spugt en tilfældig fodgænger blev vi henvist til udkanten af byen hvor der i forbindelse med en tankstation også lå et meget fint hotel. Abaylar Hotellet. Da vi i morgen er nød til at se lidt på problemet med den store tank og samtidigt også vi smørre den igennem, er det en perfekt hotelplacering. I dag var i øvrigt sidte dag hvor det ikke kostede noget at køre på motorveje i Tyrkiet. Det vi har sparet ved at køre her i netop disse dage er ikke småting og det er nu afligevel rart.

Istanbul (Tyrkiet) 20/09 2009

Bratislava – Szeged 18/09 2009

Vi startede dagen roligt i Bratislava. Vi skulle jo kun køre ca 350 km. Til byen Szeged, som ligger i Ungarn på grænsen til Romanien og Serbien. Vi har flere gange snakket om muligheden for at ”skyde” genvej gennem Serbien i stedet for den lange vej gennem Romanien. Jeg har ikke været begrejstret blandandet fordi Serbien ikke er med i EU og der kan derfor være problemer ved grænsen. Vi aftalte imidlertid at vi ville beslutte os når vi nåede Szeged. Inden da skulle vi dog forbi Budapest. Kort før Budapest gik trafikken dog i stå på motorvejen. En lokal chaufør fortalte med store armbevægelser om noget med et maskingevær og at politiet havde lukket vejen, men at ingen var døde. 10km længere fremme var den så gal igen. Ny kø. Først kørte vi lidt uden at vide noget så kom der et skilt der viste at der var vejarbejde 9 km længere fremme. Øv. Efter 2 timer og 7 km fandt vi en vej væk fra motorvejen vi kunne køre ad. Det viste sig at være den gamle landevej mod Szeged og hvor Pigerne står til falds næsten uden tøj på kroppen. Det virker s.. underligt og ikke særligt ophissende. Endelig næsten 3 timer forsinket kom vi frem. Bilen har lidt svært ved at komme ned i tomgang når man slipper speederen. Det må vi se på i morgen tidlig før afgang. Vi valgte byens fineste hotel for der kunne vi parkere bag en bom på en overvåget parkeringsplads. Efter at have fået slæbt vores tønder op på værelset gik vi i byen for at finde noget at spise. På vejen så vi et flot kirke der lige skulle skydes lidt på. Vi fandt en lokal restaurent hvor vi startede med en lokal hønsekødssuppe. Mums. Efterfølgende valgte jeg en Gulash med oksekød og chili. Uha det var godt og stærkt. Godt mætte og trætte går vi nu til ro med en plan om at tage serbien i et hug i morgen. Det skulle give os en mulighed for at nå Tyrkiet før fastefesten er slut.

Sezged – Sofia 19/09 2009

Efter en god nats søvn pakkede vi bilen og drog mod Sofia i Bulgarien. Vi havde besluttet os for at tage via Serbien men var noget spændte på hvad de ville sige ved grænsen. Det gav nu ikke nogen problemer for hvor andre måtte åbne bagagen fik vi lov til bare at køre ret igennem. Nu havde vi bare ca. 500 km foran os. Hvordan mon vejene ville være og hvordan ville trafikken være. Bekymringerne var der ikke mindst efter gårsdagens oplevelser. Lad mig blot sige at det var de flotteste veje og den mindste trafik vi har oplevet siden Tyskland. Kun omkring Beograd var det lidt kødannelse men ikke så det kom til holdt. Vi gjorde ikke holdt i Serbien foruden en tissepause på en rasteplads samt ved en tankstation nær grænsen til Bulgarien. Både i går og i dag har der været problemer med at den ikke ville gå i tomgang men at speederen ligesom blev hængende. Ved den sidste tank i Serbien blev det nok og jeg måtte igen kikke på det. Ikke mindst fordi vi skulle til at køre i bjerge. Der var ikke noget at se, men et par sprøjt med et vidundermiddel som jeg købte på tanken fik det til at fungere igen. Efterfølgende har den så til gengæld lugtet af benzin og problemet med undertrykket i den store tank er der stadig til trods for at vi har lagt noget i klemme i dækslet så der kan komme luft ind. Jeg må hellere kikke lidt nærmere på det i morgen. Ved grænsen til Bulgarien mødte vi en turkisk familie som var på vej til familien for at holde Idd el Fitri. Mændene boede i Tyskland og konen til den ene i Kolling. Fik nogle gode råd med på vejen samt deres telefon nr. Familien bor tæt på den Syriske grænse hvor vi skal passere. De kunne også berette at fasten ført slutter i morgen tidlig hvilket betyder at vi når til Istanbul til fastens afslutning J. Endelig lidt i syv landede vi i Sofia. Nu var det bare at finde et hotel hvor bilen kunne stå sikkert. Jeg blev i bilen og Lasse gik fra de ene hotel til det andet for at finde et. Tredie gang var lykkens gang. Vi fik et værelse på 11 etage på hotel Rodina med udsigt over byen for bare 70 euro + 8 euro til vagtmanden, der skulle holde øje med bilen. Vi gik straks i byen for at finde et sted at spise og fandt da også et hyggeligt og ovnikøbet nyåbnet spisested hvor vi fik stegt oksekød med lækkert gemuse. Det er sengetid nu, vi har bevæget os så langt mod øst nu at vi har mistet en time og den må så indhente i nat.

Sofia – Istanbul 20/09 2009

Det var ikke nemt at få stillet det indre ur en time frem så vi sov til godt 8. Efter et hurtigt bad vækkede jeg Lasse og gik ned for at kikke bilen efter. Der er stadig problemer med at få benzinen ud af den store tank. Jeg mistænkte nu filteret i tanken for enten at være stoppet eller at være skubbet for langt op på sugerøret og derfor stoppe for flowet. Jeg afmonterede filtret helt da jeg jo har 2 yderligere filtre efter pumpen. Efter igen at have sat bagagen på plads var det tid til morgenmad, og det var i sidste sekundt for den tidligere omtalte time spøgte stadig og vi havde derfor kun 15 min. til bordene blev ryddet. Vi nåede det. Fra hotel værelset på 11 sal kunne vi se ud over hele byen. Sofia har et par spændende seværdigheder men er ellers en kedelig og meget slidt by, der har alt for meget at det grå beton byggeri der kendetegner de tidligere østlande.

Vi lettede anker og begav os mod Tyrkiet. Vi var noget spændte på hvordan det ville gå ved grænseovergangen. Tyrkiet kunne være meget svær at komme ind i, havde vi fået af vide. Efter nogen timers kørsel på slidte asfalts veje gennem varierende områder kom vi til grænse. Gennerelt bære Bulgarien præg af industrielt kolaps efter afskaffelsen af planøkonomien. Der er store områder med meget store men nedlagte fabrikker, hvor det er tydeligt at byer er vokset op omkring disse fabrikker. I disse områder er der udviklingsmessigt goldt og det er primært Romaer der ses på vejene med deres heste og æsel kærrer. Ved grænsen nåede vores pas at komme frem 6-7 gange men alle gange var der smil på læben over at to skøre danskere ville køre til Tanzania i et så specielt køretøj. Dette betød at vi kom over grænsen uden problemer og uden at nogen skulle kikke i bagagen. Selv ude på vejen køre folk op på siden af os for at filme og mange gange bliver der dyttet og blinket med lygterne. Vi har stort set skulle betale motorvejsafgift i alle landene vi har kørt igennem. Dette er foregået på flere forskellige måder. I flere lande køber man en vingette, som er et klistermærke man sætter i forruden, andre steder betaler man på en af de første tankstationer man møder og det bliver bare registreret elektronisk. Nogen gange betaler man bare kontant på vejen og endeligt andre steder får man en billet ved tilkørslen og betaler ved afkørslen.  Det sidste er også tilfældet i Tyrkiet. Nu var der bare lige det ved det at der ikke kom nogen billet ud af automaten i starten af motorvejen. Vi snakkede lidt om hvad der mon ville ske og beslutede os or at køre. Da vi nærmede os Istanbul kom så betalingsanlægget. Nu blev det spændende. Posten var ubemandet og i vinduet sad en besked skrevet på tyrkisk? Hvad jeg dog forstod var datoerne (19 -09-2009 til 22-09-2009) Det fik en klokke til at ringe. Der var selvfølgelig ikke afgift i festdagene efter fastemåneden. Statens gave til folket. Det var jo derfor vi heller ikke fik nogen billet i starten.

Istanbul er godt nok en stor by. Vi kørte ind lidt på må og få idet GPS’en ikke dækker i Tyrkiet og frem. Efter at have kørt lidt rundet så Lasse et hotel og 2cv blev straks bragt til standsning ved kantstenen. Lasse gik til hotellet for at høre om mulighederne for sikker parkering. Kort efter kom han tilbage med en ung mand fra hotellet der resolut hoppede ind i bilen og var klar til at vise vej til parkeringen. Vi ville nu først lige have vores tønder ud først hvorefter den unge mand og jeg kørte et par gader væk og fandt en privat betalings parkering. Ligesom i afrika var der tale om en der har en ledig byggegrund som der nødtørftigt er sat et blikpladehegn omkring. Min erfaring fra afrika med den slags er gode. Manden der udlejer er lokal og hans forretning er der ingen der ønsker at genere. Når jeg ville hente bilen kunne jeg henvende mig i pizzariaet overfor. Jeg tager nu nok ham fra hotellet med, ikke mindst for at kunne finde tilbage til hotellet med bilen. Aftensmaden indtog vi på en restaurent lidt nede af gaden. God mad og venlig betjening, der spiser vi nok igen i morgen. Måske husker vi så også et af de kort vi fik lavet i Prag. Et billed med Lasse, 2cven og mig taget ved afgang fra Allerød. De fik et ved grænsen og det vagte lykke.

Vi sidder nu på hotel værelset med hver sin labtop uden at kunne få forbindelse til nettet. Jeg gør en opdatering klar til nettet og prøver nede fra lobbien. Måske er der bedre forbindelse der.

Vlotho – Pragh

Bilen igen godt læsset men den kører godt. Ved optankningen før afgang fra Vlotho kunne vi konstatere at vi på strækningen fra danmark til Vlotho havde kørt 16 km/l til trods for stort læs og ”høj” hastighed. Undervejs til Prag har jeg konstateret at jeg kan lave undertryk i den store tank, hvis jeg i længere tid skal køre med speederen i bund. Det må jeg se på i morgen inden afgang idet det typisk er på vej op af bjergene og der er det ikke heldigt hvis bilen går i stå.

Efter en køretur på 600 km kom vi endelig til Prag. GPS’en viste os vej gennem byen til et hostel vi havde fundet i ”turen går til ...” Efter at have indlogeret os på det noget spartanske ”desinger hotel” Czech Inn, gik vi i byen for at finde en tidligere arbejdskolega til Lasse. Vi fandt det Pizzaria hvor Lasses kolega var sammen med 7 andre mænd og koner sad. Et hyggeligt lille selskab og snakken gik hurtigt lystigt. De indsisterede på at ville give middagen og i øvrigt også de øl vi fik senere da vi sad på en fortovscafe og kikkede på Thygo Braches ur. TAK. Inden da havde vi vardret rundt i byen og på Carlsbroen, der forbinder det gamle slot med den gamle bydel. Prag er en fantastisk by som klart er mindst et’ senere besøg værd. Desværre skal vi videre men har da planlagt at tage tilbage i morgen tidlig inden afgang. På vejen hjem ville vi så tage metroen. Det lykkedes også med hjælp fra det lokale politi at få købt billeter, men desværre var den sidste metro kørt på det tidspunkt. Så var der bare at gå.

I udkanten af Prag fandt vi her til morgen en tankstation hvor vi bla. kunne købe 95 naturel. Jeg er ikke meget for tilsætningsstoffer så det valgte jeg. Motoren skulle også lige have ¼ l olie. Den fik en halv idet den første kvarte røg ved siden af hullet og ud over det hele. Godt de ikke forstår dansk... Så gik turen videre mod Bratislava. En tur på ca. 350 km hvoraf det meste er gammel betonvej. Bump bump bump. End ikke cd afspilleren kunne være med så valget stod mellem lokal radio eller Lasses sang. Lokalradioen vandt. Hend på eftermiddagen ankom vi til Bratislava. Nærmere betegnet i udkanten idet guiden henviste til et hostel i indistrikvateret. Heldigvis var alt optaget, og vi måtte køre videre. Stedet var et gammelt komunist hovedkvater, som nu var et hostel for studerende. Det lå midt i et industrikvater hvor der lugtede meget kemisk af ”agurk”. Vi kørte videre et par kilometer og fandt et Hotel hvor bilen også kunne holde mere sikkert. Vi vil helst ikke læsse alt ud af bilen hver aften, så indtil videre har vi kun taget vores personlige ting og ladet værktøj, reservedele og køkkenting blive. De ligger i stålkasser, som er låst og tildækkede. I morgen kører vi til Ungarn. Vi køre så langt som vi orker idet vi gerne vil nå Tyrkiet til afslutningen af fastemåneden. Så er der fest. Det bliver formentlig på lørdag eller søndag. Vi får se.

Vlotho 15 sep. 2009

Lasse kom søndag aften til spisetid. Vi fik pakket vores personlige bagage i tønderne og appotket og køkkenet i stålkassen. Da kl. Var henad 2 var det på tide at gå til ro. Der skulle trods alt køres nogle kilometer næste dag.

Mandag morgen. Så oprendt den store dag. Jeg ved ikke helt hvad tiden gik med i morges. Jeg syntes det tog evigheder før vi fik bagagen i bilen, men måske var det for at trække tiden lidt for afskeden med familien. Vi skulle lige via Hillerød for at hente en ekstra kilerem, før vi kørte på værkstedet for at pakke det sidste. Kassen med reservedele og værktøj er frygtelig tung men nødvendig. Jeg frygter lidt at vægten på værktøj og reservedele kan blive årsagen til at vi får brug for det. Efter 8 timers kørsel nåede vi til Vlotho hvor vi havde booket et hotelværelse med 2 enkeltsenge. Det var billigst og vi skal jo se af få lært hinanden at kende.

Tirsdagen startede med at Lasse trak ørepropperne ud (han siger jeg snorker?) og rengøringen bankede på døren. Efter morgenmaden, som vi indtog til synet af en særlig køn servitrice, kørte vi til Langenholzhausen. I Langenholzhausen skulle vi mødes med Jan Willer og hans familie. De driver en fantastisk og meget populær skobutik. Jan er en meget positiv og udadvendt person og det var derfor nemt at holde samtalen igang. Jeg havde medbragt 5 m. Familie! (Familie stamtræet printet på et langt stykke papir) og det blev hurtigt rullet ud i baglokalet og snakken tog fart. Så var det tid til at se hele butikken og der var både afdelinger for store og små børn, kvinder og mænd. Det var ikke lykkedes mig at finde et par sandaler inden jeg tog hjemmefra men det havde Jan råd for. Hurtigt kom kasserne frem selv om det ikke var det der stod på hylderne her i det spirende efterår, og mindsanten om ikke også han havde et par jeg kunne bruge. Efter en tur rundt i byen, der bare har omkring 1500 indbyggere, kørte vi til nabobyen og fik noget at spise på en rastaurent der havde til huse i et tidligere rådhus, en flot bygning liggende på et smugt torv med udelukkende gamle huse. Efter maden tog vi op på et bjerg uden for byen hvor der i 1870erne var lavet et mindesmærke for Keiser Wilhelm ”den sidste” i anledning af hans udnævnelse til keiser. Bjerget er overgangen mellen det nordlige flade land og det bjergrige mod syd og derfor et oplagt sted for et mindesmærke. Slutteligt var tog vi til et gammelt slot der tidligere havde huset fyrsten af Lippe. Ligeledes havde korsridderne holdt til der. Stedet ligger lige i nærheden af en flod og medens korsridderne var på slottet skaffede de både fyrsten og kirken penge ved at brandskatte de vare der blev transporteret på floden, noget der minder om tiden hvor den danske konge brandskattede vare fra Hansestæderne når de skulle passere Helsingør. Sidst på eftermiddagen tog vi afsked med hinanden, og aftalte at skulle mødes igen når lejligheden bød sig på. I morgen går turen videre til Tjekiet hvor vi skal mødes med en af Lasses gamle venner.